Phuket Big Buddha: Rejseguide til at besøge den store Buddha
Alt hvad du skal vide inklusiv hvordan man kommer derop, undgår at blive røvet af aber og meget mereHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Thailands tredjestørste Buddha
Majestætisk hævet over Phukets energifyldte strand- og byliv sidder den 45 meter høje Phuket Big Buddha (Den store Buddha) og kigger roligt ud over øens bedste udsigt fra en bakketop i syden.
At tage herop (hvad enten det er med motor eller ved benkraft!) er en af de mest populære oplevelser og seværdigheder på Phuket, og vi forstår godt hvorfor. Det var også en af vores yndlingsoplevelser.
Her er roligt, og selvom der er flere turister end munke, er der alligevel en særlig spirituel stemning med klokker og flag, som blafrer i vinden.
I denne guide til at besøge Big Buddha svarer vi blandt andet på, hvordan man bedst kommer herop, hvad man kan lave, hvordan man undgår at blive røvet af aber, hvad det koster og meget mere.
Vores anbefalinger: Hvor skal man bo tæt på Phuket Big Buddha?
- Budget: Baan Chay Lay Resort – Her boede vi ved Karon. Familievenlige rum med køkken og pool i halv skygge/halv sol.
- Værdi for pengene: The Memory at On On Hotel – Fint hotel midt i Old Town i historiske rammer (kendt fra filmen The Beach).
- Luksus: Katathani Phuket Beach Resort – Bo eksklusivt (og familievenligt) lige ud til Kata Noi på strandens bedste resort.
Søg efter de billigste og bedste hoteller på Phuket her.
Indholdsfortegnelse:
- Hvad er Phuket Big Buddha?
- Hvor ligger Phuket Big Buddha?
- Hvordan kommer man til Phuket Big Buddha?
- Praktiske informationer om Phuket Big Buddha
- Hvad kan man lave ved Phuket Big Buddha?
- Undgå at blive røvet af aber ved Phuket Big Buddha
- Respektfuld påklædning og passende adfærd ved Phuket Big Buddha
- Overnatning tæt på Big Buddha
- Vores bedste tips til at besøge Phuket Big Buddha
Hvad er Phuket Big Buddha?
Phuket Big Buddha, som officielt hedder Phra Phutta Ming Mongkol Eknakiri, er en 45 meter høj og 25,45 meter bred Buddha-statue siddende i maravijaya-positionen.
Statuen er Thailands tredjestørste Buddha.
Den store Buddha er “hovedværket” i tempelkomplekset Wat Kitthi Sankaram (Wat Kata).
Selve Phuket Big Buddha-statuen er lavet af beton og dækket med burmesisk hvid marmor.
Reklame
Hvor ligger Phuket Big Buddha?
Phuket Big Buddha er placeret højt på en bakketop (Mount Nagakerd) næsten 400 meter over havets overflade i den sydlige del af Phuket mellem Karon og Kata mod vest og Phuket-by mod øst.
Den officielle vej dertil starter en lille kilometer nord for Chalong-rundkørslen i Phuket-by og snor sig (til tider stejlt) op ad bakkesiden.
Her er et kort der viser hvor Phuket Big Buddha ligger:
Hvordan kommer man til Phuket Big Buddha?
For at komme op til Big Buddha kan man enten køre eller vandre.
Herunder gennemgår vi de to muligheder.
Kør op til Big Buddha
Den letteste måde at komme op til Big Buddha er uden tvivl at køre. Det gjorde vi også selv.
Hvis man selv har scooter eller bil, er det ikke noget problem at komme derop. Vejen er i god stand. Bare vær opmærksom på at den er stejl til tider.
Vi kørte med en taxa fra Karon, som vi bestilte gennem appen Bolt.
Priserne svinger en del. Sammenlign evt. også med prisen for en “almindelig” taxa og med appen Grab.
Da vi skulle ned fra Big Buddha igen, bestilte vi blot en ny taxa, der allerede stor klar ude ved parkeringen.
Her er nogle gennemsnitlige køretider til Big Buddha:
- Fra lufthavnen: 1 time og 20 minutter.
- Fra Patong: 35 minutter.
- Fra Karon: 30 minutter.
- Fra Kata: 25 minutter.
- Fra Phuket Old Town: 35 minutter.
- Fra Chalong-rundkørslen: 15 minutter.
Parkering ved Big Buddha
Det er gratis at parkere ved Phuket Big Buddha.
Parkeringspladsen er stor, men der er selvfølgelig bedst chance for at få en plads, hvis man ankommer om morgenen eller senere på eftermiddagen.
Guidet tur til Big Buddha
Hvis man ikke selv vil arrangere transport, er det selvfølgelig muligt at tage på en guidet rundtur på Phuket, hvor man også kommer forbi Big Buddha.
Reklame
Vandring op til Big Buddha
Selvom langt de fleste vælger at få hjælp af to eller fire hjul, er det faktisk muligt at gå hele vejen til Big Buddha fra den sydlige ende af Karon.
Vandreturen er på ca. 2 kilometer og 300 højdemeter.
Det er en god idé at have lukkede sko på og medbringe godt med vand (det er en varm affære). Der er reb til de stejlere sektioner.
Her er et kort, der viser, hvor vandrestien til Big Buddha begynder:
Praktiske informationer om Phuket Big Buddha
Hvad koster det at besøge Phuket Big Buddha?
Det er gratis at besøge Phuket Big Buddha!
For god karma kan man dog overveje at donere lidt penge til templet og munkene.
Bonus fact: Phuket Big Buddha kostede ca. 30.000.000 baht (næsten 6 millioner kroner) at bygge, hvoraf de fleste penge blev doneret til projektet.
Åbningstider ved Phuket Big Buddha
På Phuket Big Buddhas officielle hjemmeside står der, at åbningstiderne er fra 06.30-18.30 hver dag, mens der på Google Maps står, at det åbner klokken 06.00.
Faciliteter ved Phuket Big Buddha
Ved den store statue er der mulighed for at købe forskellige slags souvenirs, og små boder sælger simple snacks og drikkevarer. Pas på aberne hvis du har mad eller drikke.
Toiletterne er gratis, men vi prøvede dem ikke selv, så vi ved ikke, hvordan standen er. Nogle anbefaler, at man selv har toiletpapir med.
Hvad kan man lave ved Phuket Big Buddha?
Fra parkeringspladsen går man ad en bred “vej”, der fører forbi flere statuer, før man kommer hen til pladsen foran den store Buddha.
Fra pladsen kan man se en storslået udsigt over Chalong-bugten og Phuket-by. Går man lidt længere, kan man også kigge sydpå over noget af Kata og det sydlige Phuket.
Her er et par overdækkede steder, hvis man har brug for en pause.
Under den store Buddha ligger der en bedesal.
For enden af de vilde trapper sidder Phuket Big Buddha på toppen af hele tempelkomplekset.
Vi kan sagtens anbefale, at man tager turen rundt om buddhaen. Den er sjov at se fra flere vinkler, og der er også flere andre mindre statuer og udsigter.
Man går ned ad en anden trappe, end den man kommer op ad. Her kan man være så “heldig” at møde de lokale aber – men mere om dem længere nede.
Hellige aktiviteter
For at komme ud på pladsen igen går man igennem et par rum med hellige aktiviteter; man kan blandt andet blive velsignet af en munk, donere til munkene og smide mønter i små skåle, der skulle give held og sunde organer.
Derudover kan man ved Phuket Big Buddha også meditere med en munk.
Undgå at blive røvet af aber ved Phuket Big Buddha
Vi kan lige så godt sige det med det samme: Vi er lidt bange for vilde aber. Især når de er blevet vant til mennesker (og turister i særdeleshed).
Andre steder har vi nemlig oplevet, at de hopper op på os og prøver at tage vores ting. Og de har altså ret store tænder…
Da vi besøgte Phuket Big Buddha, vidste vi ikke, at vi ville støde ind i en flok makakaber på vej ned igen fra den store statue på toppen.
Selvom der ikke var mange, gjorde det os lidt nervøse (især fordi Victoria havde vores 5 måneder gamle baby på maven i en bæresæle), men heldigvis skete der ingenting.
Aberne er naturligvis ikke ude på at være onde – men hvis sådan en krabat hopper over på ens skulder eller prøver at vriste noget ud af ens hænder, kan de alligevel godt gøre skade.
Her er derfor et par simple råd til at undgå at blive røvet (eller på andre måder skadet) af makakaberne ved Big Buddha:
- Hold god afstand. Hvis en eller flere aber for eksempel er på vej over på den anden side af trapperne, er det en god idé at vente lidt med at gå videre.
- Undgå øjenkonktakt. Øjenkontakt bliver opfattet som agression eller som en slags udfordring af aberne.
- Gem al mad og drikke væk. Aberne er interesserede i alt, der kan drikkes eller spises. Man skal for eksempel ikke have en drikkedunk i en lomme uden på sin taske.
- Forbliv rolig og lad være med at lave pludselige bevægelser.
- Undgå at fodre aberne.
- Lad være med at prøve at røre ved aberne eller at komme tæt på dem for at tage billeder.
- Gå i flok. Hvis man følges med andre turister ned ad trapperne, er risikoen langt mindre for, at en eller flere aber kan finde på at lave narrestreger.
Hvis man følger disse tips mindskes risikoen for, at man oplever noget ubehageligt fra makakaberne ved Phuket Big Buddha.
Respektfuld påklædning og passende adfærd ved Phuket Big Buddha
Phuket Big Buddha og hele tempelkomplekset er et helligt buddhistisk sted, hvor det er vigtigt, at man klæder og opfører sig på en respektfuld og passende måde.
Derfor:
- Tildæk skuldre og knæ.
- Undgå at røre ved eller at klatre på statuerne.
- Bevæg dig roligt rundt og lad være med at løbe eller hoppe.
- Tal stille.
- Undgå at pege fodsålerne i retning af Buddha.
- Respektér eventuelle religiøse ritualer og ceremonier.
Overnatning tæt på Big Buddha
Hvis man gerne vil kunne komme let til den store Buddha, er det en god idé at bo på den sydlige del af Phuket.
Vi boede selv i Karon og tog op til buddhaen derfra. Kata (og Kata Noi) lige syd for Karon er også gode bud.
Derudover kan man overveje at bo i Phuket Old Town, hvis man er særligt kulturinteresseret og ikke behøver at bo tæt på en strand.
Vores anbefalinger til de bedste steder at bo på Phuket
Læs mereDe bedste hoteller ved Karon Beach
Da vi først ankom til Phuket, checkede vi direkte ind på Baan Chay Lay Resort (reklamelink) ved Karon Beach.
Området har alt, hvad man kan ønske sig af en ferie i Thailand. Her er masser af restauranter, massagebikse, shopping, turoperatører (og hvad man nu ellers skal bruge!).
Selve stranden er virkelig skøn. 3 kilometer med blødt, sjovt knirkene sand breder sig og indbyder til afslapning dagen lang.
Karon Beach er meget familievenlig, og man kan frit vælge mellem at bygge sandslotte i strandkanten eller nyde udsigten fra en strandstol eller (gratis) under palmerne.
I højsæsonen er der ingen tvivl om, at Karon er populær. Særligt omkring solnedgang samler der sig en hel del folk – primært i den nordlige ende tæt på rundkørslen. Men der vil altid være plads til et par ekstra håndklæder i sandet.
Fra rundkørslen i Karon er der ca. 30 minutters kørsel til Phuket Big Buddha.
Tænk over hotellets præcise placering
Det er værd at være opmærksom på, at der er to “hovedveje” ved Karon: den ene langs stranden og den anden lidt længere inde på øen.
Hvis man bor ved vejen lidt længere inde i landet, er det begrænset, hvorfra man kan gå ned mod vandet. Der ligger nemlig nogle store resorts og fylder – bl.a. Pullman Phuket Karon Beach Resort (reklamelink).
Hvor skal man bo ved Karon Beach?
- Budget: Baan Chay Lay Resort – Her boede vi i et familievenligt rum med sofa og køkken. Vi var glade for poolen, hvor vi kunne vælge mellem at bade i solen eller i skyggen.
- Værdi for pengene: Chanalai Hillside Resort – Mulighed for en god deal med pool på taget og en fin placering tæt på både strand og restauranter.
- Luksus: Pullman Phuket Karon Beach Resort – Stort 5-stjernet resort lige på den anden side af vejen langs stranden med flere pools, restauranter, sportsfaciliteter og endda en vandrutsjebane.
Søg efter de billigste og bedste hoteller ved Karon her (reklamelink).
De bedste hoteller ved Kata Beach & Kata Noi Beach
Kata og Kata Noi (lille Kata) ligger lige syd for Karon.
Kata-strand mod nord minder meget om Karon, og den er også meget børnevenlig og badevenlig.
Kata Noi er ikke lige så lang, og eftersom der er færre hoteller og restauranter her, er der også færre mennesker.
Den er dog ikke helt uberørt, men man får alligevel en fornemmelse af at være lidt væk fra mylderet.
Fra Kata er der ca. 25 minutters kørsel til Phuket Big Buddha.
Hvor skal man bo ved Kata Beach & Kata Noi Beach?
- Luksus: Katathani Phuket Beach Resort – Bo eksklusivt (og familievenligt) lige ud til Kata Noi på strandens bedste resort.
- Værdi for pengene: Maiiam Bungalows – Mindre end fem minutter fra Kata Beach til fods med fine standardværelser og pool.
- Budget: Sleepy Station – Hostel med billige dobbeltværelser med private badeværelser eller mulighed for sovesale.
Søg efter de billigste og bedste hoteller ved Kata og Kata Noi her (reklamelink).
De bedste hoteller i Phuket Old Town
Phuket Old Town er det perfekte sted at bo på øen, hvis man ikke behøver at være tæt på strandene.
Her kan man let gå rundt og opleve de mange smukke bygninger i den gamle bydel, og der er heller ikke langt, hvis man gerne vil rundt og se mere af Phuket eller bruge byen som base til at tage på bådture til nærliggende øer.
Fra Phuket Old Town er der ca. 35 minutters kørsel op til Phuket Big Buddha. Til gengæld er man tættere på flere af øens andre største templer (inklusiv smukke Wat Chalong).
Hvor skal man bo i Phuket Old Town?
- Budget: The Besavana Phuket – Billigt hotel med pool i kort gåafstand til alt i Phukets hyggelige gamle bydel.
- Værdi for pengene: The Memory at On On Hotel – Bo super fint midt i Old Town i historiske rammer.
Søg efter de billigste og bedste hoteller i Phuket Old Town her (reklamelink).
Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand
Læs mereVores bedste tips til at besøge Phuket Big Buddha
- Kom tidligt eller sent på dagen for at få det flotteste lys til billeder, undgå den stærke sol og møde færre andre turister.
- Vis din respekt til den store Buddha og munkene i tempelkomplekset ved at opføre dig anstændigt og dække skuldre og knæ.
- Sørg for at tage et godt kamera med! Her er en guide til det fotoudstyr, vi bruger.
- Transport med Grab eller Bolt er ofte billigere end de lokale taxaer. Det fungerer ligesom Uber. Download de to apps og sammenlign priserne for at køre til den store Buddha. Det kræver blot, at man har data på sin telefon. Der er fin forbindelse deroppe.
- Tag kontanter med. Især hvis du gerne vil donere lidt til munkene.
- Husk solcremen. Solen er virkelig stærk i Thailand – og i endnu højere grad små 400 meter over havets overflade. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme.
- Medbring din egen drikkedunk og drik masser af vand. Særligt hvis du vandrer op til Phuket Big Buddha. Bare gem den godt af vejen ved makakaberne, når du går ned ad trapperne.
- Husk rejseforsikring! Vi sammenligner rejseforsikringer til længere rejser og rejser uden returbillet her.
Tag afsted med ro i maven til Smilets Land
Læs mereDe bedste oplevelser og seværdigheder på Phuket
På Thailands største ø er der selvfølgelig virkelig mange spændende ting at tage sig til (udover at slappe af på de smukke strande).
Vi har skrevet en stor rejseguide til Phuket, der inkluderer de bedste oplevelser og seværdigheder.
Læs hele guiden her eller klik dig direkte videre til oplevelserne herunder:
- Big Buddha – Flot udsigt fra Phukets største statue
- Wat Chalong – Det største og flotteste buddhistiske tempel på øen
- Phuket Old Town – Farverige sino-portugisiske huse
- Karon Temple – Fint buddhisttempel i Karon
- Karon Temple Market – Klassisk marked i hellige rammer
- Bådture fra Phuket – Ø-hop til Thailands flotteste øer
- Vandaktiviteter – Prøv kræfter med alt fra snorkling til jetski
- Trekking i junglen – Se vandfald i regnskoven
- Aktive oplevelser – Få fart på i naturen
- Samet Nangshe Viewpoint – Dagstur til flot panoramaudsigt
- Tag i byen – Fest på thailandsk manér
- Massage – Kom helt ned i gear
- Shopping – Køb unikke souvenirs med hjem
Alt du skal vide om Phuket, inklusiv hvad du skal se, hvad du skal undgå og vores bedste tips
Læs mereAlt hvad du skal vide inklusiv de flotteste gader og historiske bygninger
Læs mereTak for at læse med
Tak skal du have for at have læst vores rejseguide til Phuket Big Buddha. Vi håber, at den kan bruges.
Hvad synes du om den store Buddha?
Hvis du allerede har været deroppe, ville det være fedt at høre om dine erfaringer – eller spørg endelig løs i kommentarerne herunder, hvis du ikke har været der endnu. Vi hjælper gerne!
Alt hvad du skal vide inklusiv transport, faciliteter og tips
Læs mereVil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak!
Indsend Kommentar