fbpx

Freedom Beach på Phuket: Rejseguide til at besøge Phukets flotteste strand

Alt hvad du skal vide inklusiv transport, faciliteter og tips
Alexander & VictoriaHej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her.
Phukets flotteste strand?

Vi må indrømme, at vi ikke så hver eneste af Phukets mange strande på vores næsten tre uger på øen (selvom vi så en hel del!). Alligevel tør vi godt sige, at Freedom Beach placerer sig helt i toppen.

Phuket er ret turistet. Særligt omkring Karon og Patong. Derfor føles det ekstra specielt, at man kun få minutters kørsel (og en vandretur gennem junglen!) derfra kommer til en stort set uberørt strand.

Der er dog strandboder på Freedom Beach. Og andre turister. Men der er ingen hoteller, (rigtige) bygninger eller veje i nærheden. Og det føles bare skønt!

Læs med her og lær alt om, hvordan man kommer til Freedom Beach, hvad der er af faciliteter på stranden, hvor man skal bo i nærheden og meget mere.

Vores anbefalinger: Hvor skal man bo tæt på Freedom Beach?

    Reklamelinks

  • Budget: Baan Chay Lay Resort – Her boede vi ved Karon (tæt på Freedom Beach!). Vælg mellem familievenlige rum med køkken eller almindelige dobbeltværelser.
  • Værdi for pengene: Chanalai Hillside Resort – Mulighed for en god deal i Karon med pool på taget og en fin placering tæt på både strand og restauranter.
  • Luksus: Phuket Marriott Resort & Spa – Virkelig flot 5-stjernet hotel med egen strand under 10 minutter fra alle mulighederne i Patong (og endnu kortere til Freedom Beach).
  • Ultra-luksus: Rosewood Phuket – Absolut luksus med private pool-villaer og smukke, frodige omgivelser. Også virkelig tæt på Freedom Beach.

Søg efter de billigste og bedste hoteller på Phuket her.

Freedom Beach dronebillede

Freedom Beach må være Phukets smukkeste strand.

Freedom Beach dronebillede, top down

Vandet er utrolig klart.

Freedom Beach set fra den nordlige side ned mod stranden med strandstole og turister

Selvom Freedom Beach helt naturligt er populær, føles stranden alligevel langt fra overrendt.

Hvor ligger Freedom Beach?

Freedom Beach findes på den sydvestlige side af den halvø og det højdedrag, der skiller Patong mod nord fra Karon mod syd (på den vestlige side af Phuket).

Selve stranden er selvfølgelig ved havet, men den tætteste vej ligger højere oppe i landskabet, så man selv skal vandre derned – eller ankomme med båd.

På kortet herunder kan du se de to måder, man kan køre til Freedom Beach på – og de to forskellige vandreture derned. Den nordligste af de to ruter har en adgangspris, mens den sydlige er gratis.

Hvordan kommer man til Freedom Beach?

Der er overordnet set to måder at komme til Freedom Beach på: Man kan enten køre + gå eller sejle.

Med egen transport

Hvis man selv har lejet bil eller scooter på Phuket, er det forholdsvist ligetil at køre så tæt på Freedom Beach, som det kan lade sig gøre, og vandre derfra.

Da Alex besøgte Freedom Beach, kørte han på scooter fra Karon. Turen tog 15-20 minutter.

Kør ad hovedvejen der forbinder Patong og Karon ved vejen “ถนนศิริราช“. Hvis man kommer fra Karon, er det den første vej til venstre, efter man er kørt forbi hotellet Le Méridien. Den følger man så forbi Grandmas kitchen til The Lek Sand Beach Bar.

Vejen er en smule ujævn og lidt stejl til tider, men den er ret bred og burde være let at køre på for de fleste. Bare tag det stille og roligt. Undtagelsen er nok, hvis det har regnet meget kraftigt.

Parkering

Ved The Lek Sand Beach Bar er det gratis at parkere på siden af vejen.

Parkering ved The Lek Sand Beach Bar tæt på Freedom Beach

Alex parkerede sin scooter gratis ved The Lek Sand Beach Bar, inden han gik ned mod Freedom Beach.

Scootere og biler parkeret ved Freedom Beach

Vandreturen ned til Freedom Beach

Fra The Lek Sand Beach Bar er der ca. 20-25 minutters gang ned til Freedom Beach. Der er ikke langt (de skriver selv 450 meter), men eftersom man skal ca. 150 meter højdemeter ned mod vandet, er det stejlt til tider.

Stien er i udmærket stand, men den er ikke så oplagt, hvis man ikke føler sig sikker på sine fødder, eller hvis det har regnet meget for nyligt.

Vi anbefaler kraftigt, at man ikke vandrer i klipklappere, men i stedet har sneakers på (eller lignende lukkede sko).

Alex på vej til Freedom Beach

Alex var ret spændt på at se den berygtede strand.

Velkommen til Freedom Beach skilt

Velkommen til Freedom Beach! Her starter vandreturen efter det korte trappe-stykke.

Vandring til Freedom Beach

Selvom der er “trin” ned mod stranden, er det stadig en god idé at have lukkede sko på.

Vandring på sten ned til Freedom Beach på Phuket

Langs noget af ruten er der opsat reb, man kan støtte sig lidt til.

Taxa til Freedom Beach

Det virker til, at mange taxaer sætter folk af ved en anden indgang til Freedom Beach, der ligger længere henne ad samme vej (tæt på Avista Hideaway).

Her tager de et adgangsgebyr på ca. 100 baht (~ 20 kroner)*, som man altså kan undgå ved at bruge indgangen ved The Lek Sand Beach Bar som beskrevet herover.

Til gengæld er der nogle som skriver, at gåturen ned til Freedom Beach er lettere ved den betalte indgang.

*Priser er fra 2024.

Stor edderkop ved Freedom Beach

Tager man den betalte indgang til Freedom Beach, kommer man nærmere ned til den nordlige ende af stranden end midten. Lige deromkring så Alex denne fætter.

Den nordligste ende af stranden (som bliver opdelt af et par store sten i vandet) er virkelig pæn.

Med båd

Hvis man ikke vil køre og gå til Freedom Beach, er det heldigvis også muligt at sejle hertil (med mindre havet er for vildt).

Selvom turen kun tager 15-25 minutter fra den sydlige ende af Patong-strand, koster det alligevel 1.000-1.500 baht (~ 200-300 kroner)* at leje en longtail-båd. Forsøg at forhandle med kaptajnen.

Det kan være en god idé at beskytte sin telefon, kamera og lignende med en drybag til bådturen.

Der er ikke nogen kaj på Freedom Beach, så man hopper direkte i vandet fra båden og går det sidste stykke ind til stranden.

*Priser er fra 2024.

Longtail-både ved Freedom Beach

Longtail-både sejler gerne til Freedom Beach fra nærliggende Patong.

Freedom Beach set fra luften med en longtail-båd

Freedom Beach er værd at besøge, hvis man er på Phuket.

Faciliteter på Freedom Beach

Selvom Freedom Beach er en nærmest øde strand, er der alligevel en del lokale, som tjener penge på turismen.

Langs stranden ligger der flere små, interimistiske boder, som sælger kokosnødder, thairetter samt andre drikkevarer og snacks.

I hver ende af stranden findes der også restauranter, hvor man kan sidde i skyggen.

I den nordlige ende ligger en restaurant med rigtig god udsigt over stranden. Den var dog lukket, da Alex besøgte Freedom Beach. I den sydlige ende finder man restauranten Barefoot Bistro, der så ret hyggelig ud.

Der er ingen traditionelle solstole på Freedom Beach, så i stedet graver de en “hovedpude” op af sand, lægger en måtte over og sætter en parasol i sandet. Ret smart! Forvent at betale 100-200 baht (~ 20-40 kroner)* for fornøjelsen.

Der er umiddelbart ingen fungerende toiletter eller brusebade på Freedom Beach.

*Priser er fra 2024.

Strandbod på Freedom Beach

Langs stort set hele stranden finder man små boder som denne, hvor man kan købe lidt at spise og drikke.

Skilt med

Det er også fra boderne, man kan leje “solstole”. Her koster en simpel måtte 100 baht og en oppustelig madras 200 baht for dagen.

Solstole direkte på sandet

Vi har aldrig før set denne kreative løsning på solstole uden stole – men det så ud til at fungere godt.

Her er restauranten på den nordlige del af Freedom Beach

Her er restauranten på den nordlige del af stranden (som muligvis er lukket).

Udsigt over Freedom Beach fra den nordlige ende

Udsigten herfra er dog stadig spektakulær.

Lukket toilet og bad ved Freedom Beach

I nærheden af den (måske lukkede) restaurant ligger denne lille bygning, der har huset et toilet og bad. Det var lukket – men måske det åbner igen?

Hvornår skal man besøge Freedom Beach?

Hvis man forventer at tage til Freedom Beach med båd, er det en god idé at rejse i højsæsonen (omtrent fra november til april). Resten af året er risikoen nemlig større for, at havet er for vildt til sejlturen.

Freedom Beach i solskin

Da Alex besøgte Freedom Beach i januar, var der høj sol og skønt vejr.

Phuket dronebillede nær Freedom Beach

Havet skal helst være roligt (som her) for at man kan sejle til Freedom Beach.

Hvornår skal man rejse til Thailand? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne
Du er måske interesseret i:Hvornår skal man rejse til Thailand? Det bedste vejr og forskellene på sæsonerne

Bliv klogere på hvornår det er bedst at rejse til Thailand

Læs mere

Hvad er det bedste tidspunkt på dagen at besøge Freedom Beach?

Hvis man har mulighed for det, kan vi sagtens anbefale, at man besøger Freedom Beach om morgenen/formiddagen. På den måde kan man se stranden inden alle “solstolene” er blevet sat op, og inden der er ankommet alt for mange andre turister.

Med sin vestvendte placering er Freedom Beach også et perfekt sted at se solnedgangen fra (bare husk lommelygte/pandelampe, hvis du skal vandre tilbage op i mørke!).

Freedom Beach set fra droneperspektiv

Freedom Beach er aller smukkest tidligt om morgenen eller senere på eftermiddagen, når der ikke er så mange andre mennesker.

Freedom Beach fra stranden kiggende mod nord

Stranden er dog smuk, uanset hvornår man besøger den.

Hvor skal man bo tæt på Freedom Beach?

Med mindre man regner med at ville besøge Freedom Beach hver dag, behøver man strengt taget ikke at bo tæt på for at besøge stranden.

Selvom Phuket er en stor ø, er den ikke større, end at man relativt nemt kan komme til Freedom Beach fra resten af øen.

Alex besøgte Freedom Beach fra Karon, som sammen med Patong er de tætteste større strande tæt på Freedom Beach.

Herunder beskriver vi nogle af de bedste hoteller ved begge strande (samt et par hoteller, der ligger endnu tættere på Freedom Beach).

Hvor skal man bo på Phuket? De bedste strande, områder & hoteller
Du er måske interesseret i:Hvor skal man bo på Phuket? De bedste strande, områder & hoteller

Vores anbefalinger til de bedste steder at bo på Phuket

Læs mere

De bedste hoteller ved Karon Beach

Da vi først ankom til Phuket, checkede vi direkte ind på Baan Chay Lay Resort (reklamelink) ved Karon Beach.

Området har alt, hvad man kan ønske sig af en ferie i Thailand. Her er masser af restauranter, massagebikse, shopping, turoperatører (og hvad man nu ellers skal bruge!).

Selve stranden er virkelig skøn. 3 kilometer med blødt, sjovt knirkene sand breder sig og indbyder til afslapning dagen lang.

Karon Beach er meget familievenlig, og man kan frit vælge mellem at bygge sandslotte i strandkanten eller nyde udsigten fra en strandstol eller (gratis) under palmerne.

I højsæsonen er der ingen tvivl om, at Karon er populær. Særligt omkring solnedgang samler der sig en hel del folk – primært i den nordlige ende tæt på rundkørslen. Men der vil altid være plads til et par ekstra håndklæder i sandet.

Fra rundkørslen i Karon er der ca. 15 minutters kørsel til parkeringen ved Freedom Beach.

Tænk over hotellets præcise placering

Det er værd at være opmærksom på, at der er to “hovedveje” ved Karon: den ene langs stranden og den anden lidt længere inde på øen.

Hvis man bor ved vejen lidt længere inde i landet, er det begrænset, hvorfra man kan gå ned mod vandet. Der ligger nemlig nogle store resorts og fylder – bl.a. Pullman Phuket Karon Beach Resort (reklamelink).

Karon på Phuket

Det knitrende sand på Karon var det lækreste, vi oplevede på Phuket.

Karon-strand fra dronen

Karon er en virkelig lang og meget flot strand.

Hvor skal man bo ved Karon Beach?

    Reklamelinks

  • Budget: Baan Chay Lay Resort – Her boede vi i et familievenligt rum med sofa og køkken. Vi var glade for poolen, hvor vi kunne vælge mellem at bade i solen eller i skyggen.
  • Værdi for pengene: Chanalai Hillside Resort – Mulighed for en god deal med pool på taget og en fin placering tæt på både strand og restauranter.
  • Luksus: Pullman Phuket Karon Beach Resort – Stort 5-stjernet resort lige på den anden side af vejen langs stranden med flere pools, restauranter, sportsfaciliteter og endda en vandrutsjebane.

Søg efter de billigste og bedste hoteller ved Karon her (reklamelink).

Baan Chay Lay Resort pool

Baan Chay Lay Resort (reklamelink) var et godt sted at bo til prisen i Karon med pool og en fin placering.

Udsigt mod bjergene bag Karon

Udsigten mod bjergene bag Karon fra “balkonen” var ret flot.

Taget på Chanalai Hillside Resort

Det kan være fedt med pool på taget, så man har sol hele dagen (og mindre støj og færre myg). ©Chanalai Hillside Resort

Chanalai Hillside Resort pool

På Chanalai er der også en “almindelig” pool. Her er man tæt på madmarkedet ved Karon-strand og flere gode restauranter. ©Chanalai Hillside Resort

Pullman Phuket Karon Beach Resort værelse

Hvis det bare skal være nemt og komfortabelt ved Karon, er Pullman er ret godt bud på et luksushotel, der er til at betale. ©Pullman Phuket Karon Beach Resort (reklamelink)

Pullman Phuket Karon Beach Resort drone

Resortet er kæmpe stort, men mange af værelserne ligger tæt på poolen tættest på stranden. ©Pullman Phuket Karon Beach Resort (reklamelink)

Pool på Pullman Phuket Karon Beach Resort

Med fem pools (!) burde det være til at finde et passende sted at slå sig ned i et par timer. ©Pullman Phuket Karon Beach Resort (reklamelink)

De bedste hoteller ved Patong Beach

Patong er uomtvisteligt centrum for turismen på Phuket.

Her er virkelig mange hoteller, og man kan både finde nogle af øens billigste og nogle af de flotteste (især ved de mindre strande lige vest for Patong).

Valgmuligheder er i det hele taget nøgleordet, når det gælder Patong. Her kan man finde hvad som helst, og mens nogle vil finde det en smule ucharmerende, er det den ultimative ferieluksus for andre.

Vi foretrak selv at bo i Karon, hvorfra man stadig nemt kan tage på shoppingtur til Patongs storcentre. Men hvis man bare gerne vil have alt i gåafstand eller finder en rigtig god deal, kan vi sagtens forstå, hvis man gerne vil bo i Patong.

Medmindre man overnatter i Patong for at feste natten lang, er det værd at være opmærksom på, at særligt området omkring Bangla Road kan være larmende.

Patong er den tætteste (større) strand på Freedom Beach. Fra rundkørslen tæt på Malin Plaza er der kun ca. 8 minutters kørsel til parkeringen.

Patong-stranden

Patong er en pænt lang strand (ca. 3 km), så man kan sagtens bo steder, hvor man undgår barerne og natklubberne.

Hvor skal man bo ved Patong Beach?

    Reklamelinks

  • Ultra-luksus: Rosewood Phuket – Absolut luksus med private pool-villaer og smukke, frodige omgivelser.
  • Luksus: Phuket Marriott Resort & Spa – Virkelig flot 5-stjernet hotel med egen strand under 10 minutter fra alle mulighederne i Patong (og endnu kortere til Freedom Beach).
  • Værdi for pengene: Rak Elegant Hotel Patong – Lidt tilbagetrukket fra stranden og alt hurlumhejet. Cool værelser og lejligheder med pool på taget.
  • Budget: Casa Jip Guesthouse – Store værelser med en central (og stille!) placering i Patong.

Søg efter de billigste og bedste hoteller ved Patong Beach her (reklamelink).

Rosewood Phuket villa

Hvis du er ude efter egen villa med privat pool i eksklusive resortomgivelser, er Rosewood Phuket det helt rigtige valg. ©Rosewood Phuket (reklamelink)

Phuket Marriott Resort & Spa dronebillede med stranden på

Wow! Med egen strand og flere pools er det slet ikke sikkert, at man behøver at tage herfra. Der er dog en gratis shuttle til Patong. ©Phuket Marriott Resort & Spa (reklamelink)

Phuket Marriott Resort & Spa premier-værelse

Her er et premier-værelse med kingsize-seng og en balkon med havudsigt. Smukke Freedom Beach ligger lige i nærheden. ©Phuket Marriott Resort & Spa (reklamelink)

Rak Elegant Hotel Patong udefra

De grønne balkoner skiller sig flot ud i Patong. ©Rak Elegant Hotel Patong (reklamelink)

Rak Elegant Hotel Patong tagpool

Med en pool på taget er der sol hele dagen og god udsigt mod solnedgangen. ©Rak Elegant Hotel Patong (reklamelink)

Rak Elegant Hotel Patong hotelværelse

Der er både mulighed for mere almindelige hotelværelser og lejligheder med f.eks. sofa og køkkenfaciliteter. ©Rak Elegant Hotel Patong (reklamelink)

Casa Jip hotelværelse i Patong

Hvis man gerne vil bo stille og komfortabelt i Patong med aircondition og privat badeværelse, er det værd at kigge nærmere på Casa Jip. ©Casa Jip Guesthouse (reklamelink)

29 tips & gode råd til at besøge Thailand: Alt du skal vide, inden du rejser
Du er måske interesseret i:29 tips & gode råd til at besøge Thailand: Alt du skal vide, inden du rejser

Tag afsted med ro i maven til Smilets Land

Læs mere
De bedste oplevelser og seværdigheder på Phuket

På Thailands største ø er der selvfølgelig virkelig mange spændende ting at tage sig til (udover at slappe af på de smukke strande).

Vi har skrevet en stor rejseguide til Phuket, der inkluderer de bedste oplevelser og seværdigheder.

Læs hele guiden her eller klik dig direkte videre til oplevelserne herunder:

Rejseguide til Phuket: 21 bedste strande & seværdigheder på Thailands største ø
Du er måske interesseret i:Rejseguide til Phuket: 21 bedste strande & seværdigheder på Thailands største ø

Alt du skal vide om Phuket, inklusiv hvad du skal se, hvad du skal undgå og vores bedste tips

Læs mere
Big Buddha på Phuket på bredkant med hele trappen op til statuen

Det er gratis at besøge Phukets kendte Big Buddha.

Tempelkomplekset Wat Chalong

Det var også en god oplevelse at gå rundt blandt de mange fine templer ved Wat Chalong.

Phuket Big Buddha: Rejseguide til at besøge den store Buddha
Du er måske interesseret i:Phuket Big Buddha: Rejseguide til at besøge den store Buddha

Alt hvad du skal vide inklusiv transport, faciliteter og tips

Læs mere

Vores bedste tips til at besøge Freedom Beach

  • Freedom Beach er virkelig fotogen. Sørg for at tage et godt kamera med! Her er en guide til det udstyr, vi bruger. Bare pas godt på det, hvis du sejler til stranden.
  • Transport med Grab eller Bolt er ofte billigere end de lokale taxaer. Det fungerer ligesom Uber. Download de to apps og sammenlign priserne for at køre til Freedom Beach. Det kræver blot at man har data på sin telefon. Der er endda forbindelse nede på stranden.
  • Husk solcremen. Solen er virkelig stærk i Thailand. Vi anbefaler, at man bruger en økologisk, vegansk solcreme.
  • Brug kontanter. Vi ville ikke selv regne med, at man kan bruge sit kreditkort til at betale for noget nede på Freedom Beach. Så tag lidt ekstra baht med.
  • Husk badetøj. Det er skønt at tage en dukkert ved Freedom Beach. Hvis du har snorkeludstyr, skulle der også være en smule at se i enderne.
  • Tag din egen drikkedunk med og drik masser af vand. Især hvis du vandrer til Freedom Beach i varmen.
  • Tag alt skrald med dig tilbage. Der kommer (heldigvis!) ikke lige en skraldebil forbi Freedom Beach, så tag alting med dig op igen.
  • Pak et par lukkede sko. Hvis du vandrer ned og/eller op til Freedom Beach, er det rart at have gode sko på. Særligt hvis det har regnet.
  • Husk rejseforsikring! Vi sammenligner rejseforsikringer til længere rejser og rejser uden returbillet her.
Skilt med besked om at tage sit affald med sig ved Freedom Beach

For at bevare Freedom Beach bedst muligt bliver det anbefalet at tage alt affald med op til hovedvejen.

Skrald ved Freedom Beach

🙁

Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen
Du er måske interesseret i:Hvad har vi i kameratasken? Det bedste udstyr til foto og video på rejsen

Kamera, objektiver, drone og andet tilbehør vi bruger til at skabe rejseindhold i høj kvalitet

Læs mere
Tak for at læse med

Tak for at læse denne rejseguide til at besøge Freedom Beach på Phuket.

Har du besøgt Freedom Beach? Hvordan kom du derhen – og hvad synes du?

Det ville være interessant at høre om i kommentarerne længere nede. Spørg endelig også ind til Freedom Beach – vi hjælper gerne!

Freedom Beach dronebillede fra den anden side

Vi håber, at du får en vidunderlig dag på Freedom Beach.

Phuket Old Town: Rejseguide til at besøge Phukets gamle bydel
Du er måske interesseret i:Phuket Old Town: Rejseguide til at besøge Phukets gamle bydel

Alt hvad du skal vide inklusiv de flotteste gader og historiske bygninger

Læs mere
Vil du hjælpe os?

Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo og booke overnatning på Hotels.com eller på Booking.com.

Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.

Tusind tak!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du med ombord?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste artikler med inspiration og rejseråd leveret direkte i indbakken ♡