fbpx

Magiske Bryce Canyon lokker med unikke stensøjler

Bliv tryllebundet af hundredvis af hoodoos
Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi deler ud af her på Nordombord. Læs mere om os her.

Alexander & Victoria

Hej! Vi er Alexander og Victoria – to københavnere med uanede mængder af rejselyst, som vi gerne deler ud af.
Læs mere om os her.

I april 2018 var vi på et uforglemmeligt roadtrip i det sydvestlige USA, hvor vi kørte gennem Californien, Nevada, Utah og Arizona.

På vejen besøgte vi unikke nationalparker og naturvidundere, og vi blev overvældede af de smukke amerikanske landskaber.

Bryce Canyon blev vores favoritstop på hele turen.

Parkens endeløse udsigter med skrøbelige og vilde stenformationer fascinerede os fra morgen til aften, og vi nåede knapt nok at sove, inden vi ville ind i parken igen for at sidde på første række til solopgangen.

Efter at have brugt et par dage i ørkenen var bjergluften dejligt forfriskende – og så er det ikke til at komme udenom, at Bryce Canyon bare er et helt specielt sted.

Her kan du læse om vores oplevelse, se masser af billeder samt få praktisk information, hvis du selv får lyst til at planlægge et besøg.

Hvorfor besøge Bryce Canyon National Park?

Bryce Canyon National Park i Utah er kendt for at være hjem til verdens største koncentration af hoodoos; høje, smalle, totempæl-lignende klippesøjler, der strækker sig mod himlen i hvide, orange og røde nuancer.

Fra udsigtspunkter beliggende mellem 2.400 og 2.700 meter over havets overflade kan besøgende beundre hoodoos, som drastisk ændrer karakter og farve i løbet af dagen.

Bryce Canyon er faktisk ikke en “canyon”. Det er geologisk set et stort naturligt amfiteater.

Fra kanten er der på klare dage udsigt helt til Arizona og New Mexico – mere end 140 og 260 kilometer væk.

Sammenlignet med (relativt) nærliggende Zion National Park og Grand Canyon National Park, modtager Bryce Canyon National Park ikke nær så mange besøgende. Så det er bare om at komme afsted!

Kort

Victoria og Alex på sti i Bryce Canyon
Hoodoos i Bryce

Bryce Canyon er bogstavelig talt fyldt til randen af de mystiske hoodoos.

Victoria peace
Skovudsigt Bryce
Bryce stort overblik

Stensøjlerne strækker sig så langt øjet rækker.

Vandreruter og aktiviteter i Bryce Canyon

Det er et smukt syn at se amfiteateret fra udsigtspunkterne, men den fulde Bryce-oplevelse får man ved at gå ned mellem de mange hoodoos på vandrestierne.

De fleste af disse ruter er både stejle og lange, men man kan få meget ud af blot at gå et lille stykke ned og så vende tilbage til toppen.

Ved det store amfiteater kan man gå langs kanten ad Rim Trail mellem de mest populære punkter. Stien er meget tilgængelig, og man kan selv vælge, hvor langt man vil gå. Der er også flere andre relativt lette vandreruter i parken.

Lad dig ikke snyde af navnene Sunrise Point og Sunset Point. Mange turister tror fejlagtigt, at det er fra disse punkter de flotteste solopgange og solnedgange fås.

Selvom begge punkter helt klart er gode kandidater, vil vi i stedet anbefale at tage højere op til Inspiration Point eller Bryce Point, hvorfra udsigten er endnu mere spektakulær.

Nattehimlen i Bryce Canyon er en af Nordamerikas mørkeste, og på klare nætter er det muligt at spotte tusindvis af stjerner.

Vi kan anbefale at tage forbi besøgscentret, hvor de står klar til at hjælpe med tips til gode aktiviteter og vandreruter, der passer til, hvor lang tid man har i parken, og hvad man har lyst til at opleve.

Pas på naturen

  • Gå kun på etablerede stier.
  • Tag ikke noget fra naturen.
  • Hold afstand til vilde dyr.
  • Smid skrald i skraldespandene.
  • Brug de officielle toiletter rundt omkring i parken.
  • Pas på dig selv og parkens andre gæster.

Huskeliste til vandreture

  • En vandrekammerat. Gå ikke alene!
  • Rigeligt med vand.
  • Snacks eller måltider, hvis du skal på en længere tur.
  • En turtaske til at bære tingene i.
  • Gode vandresko, sneakers eller sandaler.
  • Solcreme, solbriller og/eller solhat. Solen kan være skarp midt på dagen, så husk at beskytte dig – også selvom vejret er køligt.
  • Regntøj – alt afhængig af sæson og vejrudsigt.
  • En pandelampe, lommelygte eller telefon med lys (og batteri) til når solen går ned.
  • Kamera og kameraudstyr.
  • Indgangsbillet til parken eller parkpas samt identifikation.
  • Bilnøgler, hotelnøgler og lignende.
  • Evt. et førstehjælpskit.
Snoet vej ned i kløften

Man bliver belønnet med nye perspektiver, når man bevæger sig ned i Bryce Canyon.

Victoria på sti
Bryce Canyon om morgenen
Bryce Ponderosa
Fairyland Point

Udsigt fra Fairyland Point.

Victoria glad nordpå

Vores besøg i Bryce Canyon

Vi ankom til Bryce Canyon tidligt på aftenen og blev budt velkommen af en flok hjorte, der græssede blandt de lange skygger.

Da vi steg ud af vores autocamper ved parkens første udsigtspunkt, var luften mærkbart koldere end i Zion, som vi havde besøgt tidligere på dagen.

Vi gik ad Rim Trail og så det store amfiteater fra alle kanter og vinkler i solnedgangen. Den fantastiske udsigt var så dragende, at vi blev til langt ud på aftenen.

Næste morgen havde vi allerede udset os et solopgangs-spot (Upper Inspiration Point), hvorfra vi fotograferede løs, da solen hævede sig majestætisk over horisonten.

Strålerne fik virkelig de mange hoodoos til at træde i karakter, og morgenlyset viste sig at være endnu smukkere end aftenlyset.

Som den første bil på vejene kørte vi sydpå af Scenic Drive og stoppede ind ved hvert eneste udsigtspunkt.

Selvom ingen af dem kunne overgå det store amfiteater, var resten af nationalparken også vildt flot.

Udsigterne i Bryce Canyon er ikke lige så forskelligartede som i nogle af de andre parker, vi besøgte, men hver gang vi kiggede ud over det endeløse landskab, havde vi simpelthen svært ved at fjerne blikket fra det igen.

Vi blev lidt tid nede ved Rainbow Point og Yovimpa Point, hvor vi nød stilheden, før vi kørte tilbage nordpå.

Her så vi Fairyland Point, der bød på en helt ny udsigt og en lille vandretur, inden vi (lidt bedrøvede) måtte køre fra Bryce Canyon mod næste stop på vores road trip.

Landskab på vej til Bryce

Et lille hus på prærien på vej til Bryce Canyon fra Zion.

Hjorte i Bryce
Solnedgangsskær Bryce

Solnedgang i Bryce Canyon. Stensøjlerne træder virkelig frem i den lave sol.

Mod syd udsigt
Hoodoos i forgrunden
Bryce Point

Udsigtspunktet Bryce Point.

Bryce, Utah
Solopgang fra Inspiration Point

Solopgangen fra Upper Inspiration Point var helt klart inspirerende!

Udsigt fra Inspiration Point

Parken er opkaldt efter Ebenezer Bryce, som efter sigende har udtalt, at området ville være “et helvedes sted at miste en ko”.

Inspiration Point lyserød himmel
Swamp Canyon

Efter at have set solopgangen fra Upper Inspiration Point kørte vi til Swamp Canyon, hvor landskabet ændrer karakter.

Point i Bryce
Natural Bridge

Ponderosa-skoven står i skarp kontrast til den røde stenbue Natural Bridge.

Langt view
Alex på højktant udsigt

Alex ved parkens sydligste udsigtspunkt, Yovimpa Point.

Bryce Canyon National Park
Nuttet dyr i Bryce på sten
Close-up af dyr
Udsigt og Alex
Alex og Victoria nyder udsigten
Bryce Panorama

Sæson og vejr i Bryce Canyon

Ligesom der er stor forskel på at besøge Bryce Canyon om morgenen eller om aftenen, er sæsonen også en vigtig faktor, når man planlægger sit besøg.

Bryce Canyon kan besøges året rundt, men den er mest populær om sommeren. Her er dagene lange, og parkens høje beliggenhed giver generelt behagelige temperaturer.

Hvis man vil vandre, er det en god idé at starte tidligt på dagen for at få stierne for sig selv og for at undgå at blive dehydreret.

Advarsel: Tordenvejr og lynnedslag har tidligere skadet folk i Bryce Canyon, så søg indenfor hvis det tordner i horisonten. Tordenvejr er mest almindeligt i juli, august og september.

I efteråret er der langt færre turister, og træerne i dalen skifter smukt farve. Temperaturerne kan falde til minusgrader om natten allerede i oktober – så tag godt med tøj med.

Rejser man rundt i det vestlige USA, vil Bryce Canyon i det hele taget være et af de koldere steder, man kommer forbi. De fleste vil nok være glade for at have medbragt handsker, hue og halstørklæde.

Vinteren byder stort set altid på sne og utrolig klart vejr. Dagene er korte, men til gengæld må synet af de røde sten med sne på toppen være uforglemmeligt. Gode vandresko og stave er smart at have med ud på stierne.

Vi besøgte selv Bryce Canyon i foråret, hvor vejret var behageligt i solen om dagen men koldt om aftenen. Hvis man er heldig, kan man se vilde blomster springe ud.

Uanset hvilken sæson man besøger Bryce Canyon i, kan det anbefales at forberede sig på meget omskifteligt vejr.

Pro tip: Hvis du vil undgå de store menneskemængder, så kom tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen. Det er også på de tidspunkter, at du får det flotteste fotolys.

Sne i Bryce

Der lå stadig lidt sne tilbage i Bryce, da vi besøgte parken i april.

Praktisk information om Bryce Canyon

Indgangspris: 30 dollar (ca. 195 kroner) per køretøj.

Hvis du har købt adgangspasset America the Beautiful, gælder det også for indgangen til Bryce Canyon National Park. Husk at medbringe billedidentifikation på passets ejer.

America the Beautiful

Hvis du planlægger at besøge adskillige nationalparker på din tur, kan vi anbefale, at du anskaffer dig et America the Beautiful-kort, som koster 80 dollar (ca. 520 kroner) og kan købes i nationalparkerne eller andre områder, hvor kortet gælder.

Kortet kan købes af alle – også hvis man ikke er amerikansk statsborger. Det gælder et helt år til alle landets nationalparker samt en del rekreative områder.

Der kan være op til to ejere af passet, og det dækker indgangsprisen for ejeren samt ledsagere i bilen (op til tre voksne på 16 år eller ældre). Der er ingen adgangsgebyrer for børn på 15 år eller derunder.

Åbningstider

Bryce Canyon er åben 24 timer i døgnet året rundt.

Besøgscentret har åbent på særlige tidspunkter afhængigt af sæsonen (og holder lukket på få helligdage).

Maj til september: kl. 08.00-20.00
Oktober: kl. 08.00-18.00
November til marts: kl. 08.00-16.30
April: kl. 08.00-18.00

Formiddag i Bryce
Alex med udsigt

Transport i Bryce Canyon

Gennem parken går der en scenisk vej, som er asfalteret og nem at køre ad med sin egen bil. Vejen er lidt over 27 kilometer lang, og der er masser af udsigtspunkter at stoppe ind ved undervejs.

Udsigtspunkterne er på samme side, så det nemmeste er at køre helt til den sydlige ende af vejen for at vende rundt – så vil alle stoppene være på højre side, når man kører tilbage mod nord.

Bryce Canyon har også et gratis bussystem, som kører til parkens mest populære udsigter.

Bussen går kun frem og tilbage ved de første 4-5 kilometer fra indgangen, men det er en god løsning, hvis man ikke vil køre selv eller ikke har brug for at se hele parken.

Vej i Bryce

Den sceniske vej fører hele vejen gennem parken til alle de kendte udsigtspunkter.

Bryce solnedgang udsigt

Overnatning ved Bryce Canyon

Inde i parken

Hvis man vil bo inde i selve Bryce Canyon National Park, kan man sove på en af de to campingpladser eller på den historiske Bryce Canyon Lodge.

Bryce Canyon Lodge har 114 værelser og ligger kun en kort gåtur fra parkens flotteste udsigter. Det er nødvendigt at reservere et rum i forvejen.

Campingpladserne North og Sunset ligger begge tæt på besøgscentret og har plads til både autocampere og telte. Hvis man ikke har reserveret i forvejen, kan man møde (tidligt!) op på dagen og håbe på en ledig plads.

Uden for parken

Kun få minutters kørsel fra nationalparken ligger Bryce Canyon City, hvor der er masser af overnatningsmuligheder.

Vi overnattede selv i vores autocamper på Ruby’s Inn Campground and RV Park, hvorfra der kun er et par kilometer til Bryce Canyon-besøgscentret.

Der var fred og ro, varme bade, internet, en lille butik og et møntvaskeri, så vi var tilfredse. En autocamperplads med vand og elektricitet koster ca. 40 dollar per nat (ca. 260 kroner).

Foretrækker man at køre rundt i en almindelig lejebil og sove på hoteller eller moteller, er der heldigvis mange fine muligheder i Bryce Canyon City.

Book i god tid hvis du planlægger at besøge Bryce Canyon i sommermånederne.

Søg efter hoteller og moteller nær Bryce Canyon på Hotels.com lige her (reklamelink).

Bryce overnatning

Ruby’s Inn Campground and RV Park ligger lige uden for Bryce Canyon National Park.

Planlæg et besøg i Bryce Canyon

Fly fra Danmark til USA

Bryce Canyon National Park ligger i Utah, hvor den største by er Salt Lake City.

Afstandsmæssigt er Las Vegas dog lige så tæt på Bryce Canyon. Fra begge storbyer skal man regne med ca. fire timers kørsel uden stop.

Man kan både flyve til Salt Lake City og Las Vegas, men vores erfaring er, at Las Vegas er billigst. Du kan selv vælge datoer og tage et kig på priserne ved at bruge vores reklamelinks (hvad er det?) herunder for at finde en god billet.

Søg efter de billigste flybilletter fra København til Salt Lake City på Momondo.

Søg efter de billigste flybilletter fra København til Las Vegas på Momondo.

Rejser du fra Jylland? Søg efter de billigste flybilletter fra Billund til Salt Lake City på Momondo.

Eller søg efter de billigste flybilletter fra Billund til Las Vegas på Momondo.

Lej en bil

Både i Salt Lake City og Las Vegas kan man nemt leje bil.

Du kan finde en bil, der passer til dig ved at bruge et af vores reklamelinks nedenunder:

Søg efter biler fra Las Vegas på Expedia.

Søg efter biler fra Salt Lake City på Expedia.

Vil du vide mere om billeje, så kan du læse vores guide med tips til at leje bil i USA.

Hvis du vil leje en autocamper, kan du læse vores grundige guide til at leje og køre autocamper i USA, eller søge på Motorhome Republic for at finde en autocamper, der passer til dine datoer og behov.

Se priser og ledige autocampere på Motorhome Republic (reklamelink).

Bryce view point

Flere nationalparker?

På vores tur til det sydvestlige USA fik vi besøgt en hel del nationalparker. Hvis du har planer om at besøge Bryce Canyon, er du måske også interesseret i Utahs fire andre seje nationalparker; Zion National Park, Capitol Reef National Park, Arches National Park og Canyonlands National Park.

Bryce Point udsigt
Victoria view

Har du været i Bryce Canyon National Park?

Skriv endelig en kommentar om, hvad kunne du bedst lide ved parken eller del dit bedste nationalpark-tip med os.

Du skal også være velkommen til at stille spørgsmål – så svarer vi, så hurtigt vi kan.

Tak fordi du læste med!

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender rejseråd og inspiration, som vi har gjort os umage med - maks én gang om måneden ☀