Rejseguide til San Francisco: 12 bedste oplevelser & seværdigheder
Her er hvad man skal se og lave i Californiens hyggeligste storby
![]() | Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere om os her. |
Hej! Vi er Alex og Victoria – to københavnere der elsker at rejse så meget, at vi har valgt at blive digitale nomader. Læs mere.
San Francisco er naturvenlig, gåvenlig, hundevenlig, diversitetsvenlig; ja, bare venlig i det hele taget. Her er alle velkomne.
Allerede da vi brugte en uge i byen tilbage i 2012, opdagede vi, at alt hvad man har brug for er inden for rækkevidde. Det gør San Francisco til en af USA’s bedste kandidater til en storbyferie – eller oplagt som udgangspunkt for større eventyr, hvilket var tilfældet for os, da vi genbesøgte byen i april 2018.
Her tog vi den berømte tur ad Highway 1 fra San Francisco gennem Big Sur til Los Angeles, men selvfølgelig ikke før vi havde brugt lidt tid i San Francisco til at se, gå og spise os frem til, at det nok må være Californiens hyggeligste by.
Her deler vi 12 oplevelser, som vi synes, at man skal unde sig selv, hvis man besøger San Francisco. For at du kan få et overblik, har vi også samlet dem på et kort nederst i artiklen.
Hvorfor besøge San Francisco?
Der er blevet skrevet utallige sange om San Francisco, og byen, der er Californiens fjerdestørste, har en helt særlig evne til at sætte sig selv på dagsordenen.
I 1970’erne var det hippier med flower power (og hallucinerende stoffer), i 80’erne var det homobevægelsen og i 90’erne tog tech-boomet i Silicon Valley fart.
I dag er San Francisco kendetegnet ved at være en liberal by, der pakker meget diverse oplevelser ned på lidt plads.
Modsat Californien-storebroderen Los Angeles kan kompakte San Francisco sagtens opleves til fods – hvis blot man har friske ben til at klatre op og ned ad de stejle bakker.
Besøg San Francisco for at se Golden Gate Bridge, Alcatraz og søløverne på Pier 39, men bliv hængende for at være en del af det nyeste inden for teknologi og bæredygtighed, mens du nyder godt af byens mad- og kaffenørderi.
Husk også at læse vores guide til San Francisco: Alt du skal vide, inden du tager afsted, hvor du får de bedste råd til overnatning, områder, leje af bil og flybilletter.
Her er 12 oplevelser i San Francisco, vi kan anbefale:
- Se den ikoniske røde bro
- Leg fange for en dag
- Hils på søløverne ved Pier 39
- Træn benene på de stejle bakker
- Kør med en gammel sporvogn
- Nyd farverige victorianske huse
- Rejs tilbage til Summer of Love
- Tag et par timer til Kina
- Spis fantastisk mad
- Drik sublim kaffe
- Kom tæt på den californiske natur
- Gå en tur i byens største park
San Franciscos skyline som set fra Alcatraz.
1. Se den ikoniske røde bro
Det mest berømte billede af San Francisco – og måske USA’s vestkyst i det hele taget – er af Golden Gate Bridge.
Broen forbinder San Francisco med forstæderne og skovene mod nord; blandt andet husbådfyldte Sausalito og de tårnhøje red wood-træer i Muir Woods.
På trods af den iøjnefaldende røde farve, har Golden Gate det med at gemme sig bag San Franciscos famøse tåge. Man skal nærmest være heldig for at se hele Golden Gate på én gang.
Golden Gate Bridge kan ses fra udsigtspunkter på begge sider af broen. Lejer man ikke selv bil, kan man besøge den nordlige del med de røde hop-on-hop-off-busser.
Reklame
Den røde maling beskytter mod rust, og broen skal males flere gange om året.
På Baker Beach kan man bade med udsigt til Golden Gate Bridge.
De røde hop-on-hop-off-busser (reklamelink) kører fra byen til den anden side af Golden Gate (og helt til Muir Woods). Herfra kan man få en fin udsigt tilbage over broen og San Francisco.
2. Leg fange for en dag
Indtil lukningen af fængslet i 1963 var Alcatraz hjem for nogle af USA’s mest hårdnakkede forbrydere, blandt andet Al Capone. I dag er det en af San Franciscos mest kendte attraktioner.
Tag en smuttur over til øen og forestil dig livet som fange ved at gå rundt indenfor eller sætte dig ind i en af de små celler. Udover selve fængslet er resten af øen hyggelig at gå rundt på, og der er en flot udsigt over vandet til den nordlige del af San Francisco.
De guidede audio-ture er meget underholdende og kan bestemt anbefales.
På grund af Alcatraz popularitet kan det være nødvendigt at booke billet på forhånd; særligt i sommermånederne.
Prisen for færgeturen inklusiv indgang er 38 dollar (ca. 228 kroner) per person. Bådene til Alcatraz sejler fra Pier 33.
Billetterne kan købes officielt fra Alcatraz Cruises.
Reklame
Alcatraz kommer til live med de selvguidede audio-ture, der medfølger i indgangsprisen.
3. Hils på søløverne ved Pier 39
Fisherman’s Wharf er et af San Franciscos hyggeligste områder at gå rundt i. Man skal dog være klar til at dele oplevelsen med andre turister.
Her kan man høre bølgebrus og mågeskrig, mens man spiser frisk mad fra havet langs kajen eller besøger søløve-kolonien ud for Pier 39.
Søløverne kom til i 1989, og man kan være heldig at se helt op til flere hundrede af de legesyge dyr på en gang.
På Aquarium Of The Bay kan man lære mere om havlivet omkring bugten.
Hvis der er dyr, kommer vi ikke videre lige foreløbigt. Selv hvis det regner!
Shopping og underholdning ved Pier 39.
4. Træn benene på de stejle bakker
San Francisco er fyldt med bakkede gader, og Lombard Street er et af de steder, der gør det faktum tydeligst – og smukkest.
Den kurvede vej har en hældning på 16% og er beplantet med farverige blomster. Tag turen ned i bil (hvis du tør!) eller gå blot langs rækværket.
Læs mere om den kendte zigzaggede vej i San Francisco her (engelsk).
Sjovt nok er Lombard Street ikke San Franciscos mest snoede gade. Den titel går til Vermont Street, som er noget mindre besøgt.
Lombard Street er en af San Franciscos stejleste og mest kurvede gader og har en fartgrænse på 5 miles per hour – ca. 8 kilometer i timen.
5. Kør med en gammel sporvogn
Hvis man vil hvile benene en smule efter alle bakkerne, kan man tage en tur med en af San Franciscos sporvogne.
Der er kun tre af de originale 23 linjer tilbage, så i dag fungerer vognene mest af alt som en turistattraktion.
San Franciscos sporvognssystem er det ældste manuelle sporvognssystem i verden, i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var det et vigtigt transportmiddel rundt i byen.
6. Nyd de farverige victorianske huse
I stort set hele San Francsico finder man eksempler på europæisk-inspireret arkitektur, og der er utallige trævillaer i forskellige farver og former.
Et højdepunkt for mange er de farverige huse, der ligger lige ved Alamo Square. Stilen med at male husene i flere farver for at fremhæve deres detaljer har givet dem tilnavnet Painted Ladies.
Det kan også anbefales at tulle rundt i Haight-Ashbury-området, hvis man vil kigge mere på arkitektur.
Painted Ladies ved Alamo Square.
7. Rejs tilbage til Summer of Love
Selv hvis man ikke er arkitektur-interesseret, kan det være sjovt at gå rundt i Haight-Ashbury, der også har fået tilnavnet Hashbury.
San Francisco blev i 1967 hippiebevægelsens samlepunkt, og blomsterbørn flokkedes til Haight-Asbhury for at fordømme forbrugerkulturen, kritisere Vietnamkrigen eller blot læne sig tilbage i græsset og lytte til John Phillips hit “San Francisco (Be Sure to Wear Flowers in Your Hair)”.
I dag lever bevægelsen stadig, men går man en tur ad Haight Street, skal man udover de mange sjove, anderledes butikker med second hand-tøj og alternative behandlingsformer også forvente, at der er en del hjemløse.
8. Tag et par timer til Kina
San Franciscos Chinatown er den første af sin slags i USA, og byen rummer den største enklave af kinesere uden for Kina i verden.
Træd igennem Gateway Arch (Dragon’s Gate) til en anden verden: Chinatown er fyldt med røde lanterner, kinesisk mad, templer og butikker, der sælger alt det asiatiske tingeltangel, som hjertet kan begære.
Gå gennem Dragon’s Gate og ind i San Franciscos store Chinatown.
9. Spis fantastisk mad
Den californiske jord leverer lokale og ofte økologisk producerede ingredienser til San Franciscos kokke, som med stort talent sammensætter menuer, der får maven til at rumle.
San Francisco er den by i USA, der har flest restauranter per indbygger, og den udfordrer helt klart New York som landets gourmet-hovedstad.
Alle køkkener er repræsenterede – helt fra Mexico til Kina – og byens specialitet er fusioner. Selvom ordet ikke lyder så nyt og spændende, som det engang har gjort, skal man ikke snyde sig selv for at smage yemenitisk-marokkansk-fransk mad på Saha, økologisk-amerikansk-asiatisk hos Namu Gaji eller hvad med cajun-vietnamesisk hos Red Crawfish?
Mulighederne er uendelige, og der er stort set altid gode veganske, vegetariske og glutenfri alternativer.
Der er ingen ende på den gode mad i San Francisco, som kan bryste sig med at være den by i USA med flest restauranter per indbygger.
10. Drik sublim kaffe
Sammen med Seattle og Portland er San Francisco kaffeafficionadoernes højborg, og der er sjældent langt til en third wave-café, der brygger udsøgt kaffe på finurlige måder.
Vi er nogle kaffenørder, der hellere end gerne går et par ekstra kilometer for at finde den helt rigtige kaffebar, og heldigvis fandt vi et par stykker, der i den grad kan anbefales.
Det har vi skrevet meget mere om i vores artikel om de 5 bedste third wave-kaffebarer i San Francisco.
Vi elsker god kaffe, og det gør de heldigvis også i San Francisco!
11. Kom tæt på den californiske natur
San Francisco ligger i et smørhul af smuk natur, og man skal ikke langt fra det rige byliv for at komme tættere på Moder Jord.
Muir woods
Muir Woods ligger ikke langt fra byen, og her kan man opleve de fantastiske red wood-træer, der kan blive over 100 meter høje.
Big Basin State Park lidt syd for byen er også en god mulighed for at komme tæt på de høje træer.
Reklame
Ufatteligt høje træer i Muir Woods.
Yosemite National Park
Der er lidt længere til Yosemite National Park, men en tur til en af Amerikas højtelskede nationalparker kan varmt anbefales, hvis man vil se et vildt naturshow af bjerge, skove og vandfald.
Vi drømmer ofte om at vende tilbage til Yosemite.
Reklame
Vinområderne Napa Valley og Sonoma
Når snakken alligevel er på dagsture, skal det næsten nævnes, at San Francisco ligger tæt på nogle af Californiens bedste vinmarker.
Både Napa Valley (udødeliggjort i filmen Sideways) og Sonoma kan og skal besøges, hvis man vil smage de californiske dråber direkte fra kilden.
Reklame
Road trip langs highway 1
Har man tiden til det, skal man overveje at køre ad den legendariske Highway 1, der snor sig langs kysten.
Vi har skrevet om vores road trip fra San Francisco til Los Angeles i denne guide.
På en del af vejen kan man opleve Californiens diverse dyreliv med blandt andet søløver, sæler og ørne, og ved vejens mange udsigtspunkter kan man stoppe for en stund for at beundre de fantastiske kystlandskaber.
Særligt Big Sur-området bliver af mange (inklusiv os!) fremhævet som en af de smukkeste kyststrækninger i verden.
Vær opmærksom på at jordskred ofte medfører langvarige lukninger på dele af ruten.
Highway 1 og særligt Big Sur imponerer hele vejen fra San Francisco til Los Angeles.
12. Gå en tur i byens største park
Golden Gate Park er San Franciscos svar på New Yorks Central Park. Det grønne åndehul er særlig populært at besøge, når solen – mellem dis og tåge – skinner over byen.
Parken er 4,8 km lang, 0,8 km bred og byder på bisoner, et stadium, golfbaner, ultimate-baner, to vindmøller, søer, en japansk te-have, et konservatorium samt en botanisk have.
Kort
Find de oplevelser vi har skrevet om i artiklen på kortet herunder. Klik på ikonet øverst til venstre for at se en oversigt.
Vil du vide mere om San Francisco?
I vores artikel San Francisco: Alt du skal vide, inden du tager afsted kan du blandt andet læse om, hvornår det er bedst at besøge byen, hvor man skal bo, hvordan man finder en billig flybillet og meget mere.
Kunne du bruge vores guide?
Vi vil elske at høre fra dig i kommentarerne nedenunder, og giv os endelig dine bedste tips til oplevelser i San Francisco, hvis du allerede har været forbi.
Tak fordi du læste med!
Vil du hjælpe os?
Vi vil sætte stor pris på, hvis du vil bruge vores reklamelinks til at søge efter flybilletter på Momondo, booke overnatning på Hotels.com eller shoppe på Amazon.
Det giver nemlig en lille kommission, som hjælper os med at drive Nordombord, uden at det koster dig noget ekstra.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram samt tilmelde dig vores nyhedsbrev længere nede på siden for at modtage flere rejseråd og tips.
Tusind tak, og rigtig god tur!
Indsend Kommentar